10 til Nanna og Bonsai i 5-års klassen

Den indledende 5-års klasse ved Pavo og DRFs finaler i unghestechampionaterne blev afsluttet med et brag af et ridt, da Nanna og Bonsai scorede absolut topkarakterer og lagde sig i øverst på resultatlisten!

10 til Nanna og Bonsai i 5-års klassen

10 for kapacitet til Nanna og Bonsai

22 veloplagte 5-års dressurheste skulle i dag i ilden i den indledende kvalifikation i Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinale 2023Blue Hors. Hvoraf hele 20 heste opnåede over vilde 80.000 point – altså et skyhøjt niveau!

Men særligt én ekvipage stak helt af fra feltet med et suverænt ridt! Nemlig Blue Hors-rytter Nanna Skodborg Merrald og hoppen Blue Hors Bonsai (efter Blue Hors Baron – Royal Classic, opdrætter: Bernhard Sieverding)! De opnåede vilde 9.8 for trav, 9.0 for skridt, 8.9 for galop, 9.6 for ridelighed, 10(!) for kapacitet og flotte 94.600 point i totalscore!

 

Hoppen fik ros for det hele, for Bonsai er i sandhed en komplet hest. Hendes trav er superelastisk, skridten er ekstremt rummelig, galoppen er funktionel, op-ad-bakke og med masser af motor og så er hendes kapacitet og ridelighed bare i en liga for sig selv. Med flotte kommentarer, point og en topplacering, er Nanna og Bonsai selvfølgelig med direkte adgang til finalen, som afholdes på søndag!

Klassens nummer to blev Marianne Helgstrand på Alkaline med 92.400 point, imens Betina Jæger Jensen lagde sig på tredjepladsen på Grevens Sirius med 90.000 point. De øvrige placerede blev Merita Hagren på Zanetti med 89.200, Mette Sejbjerg Jensen på Straight Horse Floriana med 88.200 point og Thomas Sigtenbjerggaard på Be Sure med 87.800 point.