Dobbeltsejr til Nanna og Zepter ved World Cup Neumünster (VIDEO)

I går tog de 1. pladsen i CDI-W Grand Prix – og i dag gjorde de det igen i CDI-W Grand Prix Freestyle! Nanna og Zepter er en ny sprudlende stjerne-duo som vi nok alle kommer til at se meget mere til!

Dobbeltsejr til Nanna og Zepter ved World Cup Neumünster (VIDEO)

Æblet falder sjældent langt fra stammen

Med en vaskeægte avlsmatador til far, der kan bryste sig af en VM-guldmedalje for hold, ligger det nærmest i generne, at Blue Hors Zepter (efter Blue Hors Zack/Wolkentanz II, opdrætter: Bernhard Sieverding) er en hest af et helt særligt format. Zepter blev allerede i en ung alder spået en stor fremtid på dressurbanerne – en spådom han må siges til fulde at have indfriet og mere til med dobbeltsejr i dagens CDI-W Grand Prix Freestyle og gårsdagens Grand Prix.

 

Med de 2 vilde sejre i bagagen og skyhøje 86.060 % i Grand Prix Freestyle til Blue Hors rytter Nanna Skodborg Merrald, groom Iina Mikkanen og den store, orange kælepotte af en hest, Blue Hors Zepter (efter Blue Hors Zack/Wolkentanz II, opdrætter: Bernhard Sieverding), har Zepter alle chancer for at give sin berømte far kamp til stregen, når det gælder “BIG WINS”!

 

Ridning fra allerøverste skuffe

Nanna er et forbillede for alle ryttere, når hun og Zepter i harmoni og afslappet form, får en Grand Prix Freestyle til at se så legende let og ubesværet ud. Hvert eneste skridt er veldisponeret og Zepter ligner en hest, der nyder turen mindst lige så meget som sin rytter.
Hvem, der dog bare éen eneste gang kunne prøve den følelse som Nanna må have på en tur som denne – det er vi vist mange ryttere, som ville give hvad som helst for at prøve.

 

Og Nanna er bestemt ikke hoppet over hvor gærdet er lavest i sit valg af kür-program. På trods af en ekstraordinær høj sværhedsgrad, formår hun alligevel at blive belønnet med 9,7 point for “degree of difficulty”, imens ekvipagen også scorer 9,2 for “harmoni mellem hest og rytter”. Dette understreger, at vi har med intet mindre end verdensklasse ridning at gøre.

 

Det er med raketfart, at Nanna har slået sit navn fast på den store dressurscene og helt unikt er det, at det samtidig er på en bred vifte af heste. Med disse fantastiske heste demonstrerer athun gang på gang,  at hun er en  rytter med et talent, der ikke har nogen begrænsning på hvor langt hun kan nå.

 

Nyd ekvipagen i fløjlsblød par-dans herunder