Et tilbageblik på weekendens Ecco Cup kvalifikation, samt B- og C-stævne i Kolding

I weekenden stod den på 2. kvalifikation af Ecco Cup hos Kolding Rideklub, hvor flere af Blue hors heste og ryttere var til start – og for Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana blev det til en sejr i lørdagens Ecco Cup U25 kvalifikation, som gik i Int. II og en samlet 1. plads i resultatet for 2. kvalifikation af Ecco Cup U25!

 Et tilbageblik på weekendens Ecco Cup kvalifikation, samt B- og C-stævne i Kolding

Blue Hors Quintana, Sophia Ludvigsen og groom

Kolding Rideklub lagde hus til 2. kvalifikation af Ecco Cup og derfor var flere af Blue Hors ryttere og heste til start, ikke kun i Ecco Cup kvalifikationen, men også i flere af de andre klasser.

I Ecco Cup U25 – 2.kvalifikation, havde Blue Hors to equipager til start i form af Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana (efter Quantensprung/Desperados) og Amalie Aasted Albæk og Gørklintgårds Quantico (efter Quaterback/Carpaccio). Om lørdagen red Sophia og Quintana sig ind på en flot 1. plads i Int. II med 72.281% og Amalie og Quantico blev nr. 7 med 66,535%.

Om søndagen i U25 Grand Prix blev begge ryttere placeret, Sophia blev nr. 2 med 72,054% og Amalie blev nr. 3 med 69,651%, en yderst flot indsats af de to ryttere fra Blue Hors! Hvilke betød at samlet blev Sophia & Quintana nr. 1 og Amalie & Quantico blev nr. 4 i 2. kvalifikation af Ecco Cup U25.

Til start i 2. kvalifikation af Ecco Cup for juniorer, red Michelle Skovsager og Blue Hors Zampalo (efter Blue Hors Zack/Brentano II) sig ind på en samlet 6. plads. En yderst flot indsats af et nyt makkerpar, som kun har redet sammen i få uger, efter at Michelle overtog tøjlerne på Zampalo fra Amalie. Yderligere blev Theresa Rosenkilde og Blue Hors Zwobber (efter Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov) placeret som nr. 5 samlet.

Gørklintgårds Quantico, Kolding Rideklub, 2. kvalifikation af Ecco Cup

Lørdag stillede Sophia til start i MB2 med avlshingsten Blue Hors Kingston, hvilke gik forrygende, sammen leverede de et stabilt program, som blev belønnet med 73,882% og en 1. plads, flot!

Samlet set en super weekend i Kolding! Vi ser frem til at afholde Ecco Cup finalerne i slutningen af november måned.

Blue Hors Kingston og Sophia Ludvigsen til præmieoverrækkelse