Ny stjernehingst i stalden
Den 4-årige fløjhingst Viva Vegas er netop flyttet ind hos Blue Hors i dag og står allerede på mandag klar til at betjene hopper
Vinder af Dansk Varmblods 35-dages test med 892 point, Viva Vegas e. Viva Gold – Rock Forever – Florestan I, blev for to uger siden fejret som fløjhingst i holdet af 4-årige dressurhingste ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, hvor den udmærkede sig med exceptionel funktionalitet og ridelighed.
I dag er hingsten flyttet ind hos Blue Hors og hedder fremover Blue Hors Viva Vegas. Chefrytter, Nanna Skodborg Merrald, og ansvarlig for hingstestationen, Martin Klavsen, er meget begejstrede for nyerhvervelsen.
De havde allerede i efteråret under 35-dages testen et godt øje til hingsten, som siden har udviklet sig særdeles godt.
– Det er en meget velbalanceret hest med et enormt potentiale, fortæller Nanna, der har prøvet at ride hingsten to gange.
– Jeg fik en fantastisk fornemmelse, fordi han meget let og hurtigt kommer frem og tilbage, når man beder ham om det. Han har masser af energi og ”drive” samtidig med, at han er totalt cool og rolig i stalden. Han har nærmest ubegrænset bevægelseskapacitet, men det er hans exceptionelle ridelighed, der gjorde udfaldet for mig, fortæller Nanna og tilføjer, at hingsten på flere måder minder hende om Blue Hors St. Schufro.
Rideprøvevinder og fløjhingst
Ved hingstekåringen i München-Riem i 2023 blev Blue Hors Viva Vegas fløjhingst og i kraft af sin åbenbare funktionalitet publikums favorithingst. Han vandt i efteråret Dansk Varmblods 35-dages test med en overlegen score på 892 point, og ved hingstekåringen i Herning blev han kåret som fløjhingst med karakterer som bl.a. 8,5 for skridt, 9 for trav, 9,5 for galop og desuden 9 for sin velfungerende overlinje.
Blue Hors Viva Vegas er ud af første årgang efter den internationalt efterspurgte Vivaldi-søn, Viva Gold, hvis mor er direkte efter Blue Hors Don Schufro-datteren Weihegold, der har været nr. 1 på verdensranglisten med Isabell Werth efter mange internationale mesterskabssejre. Viva Gold er i kraft af sine første følårgange, der omfatter adskillige præmiehingste, blevet en af Tysklands mest eftertragtede yngre hingste.
På morsiden finder man ligeledes absolut topblod igennem morfaren Rock Forever I NRW, der har slået til i både avl og sport, og oldefaren Florestan I, der er en af nyere tids største hingstelinjegrundlæggere.
Blue Hors Viva Vegas’ mormor, Fräulein Smilla, er helsøster til den kårede hingst Floris og har selv været succesfuld i ungehesteklasser. Hendes helsøster, statspræmiehoppen Fatme, er mor til præmiehingsten Lautrec og den kårede hingst Zion Incredible E, der begge er succesfulde i unghesteklasser.
Det perfekte valg
Martin Klavsen har netop i dag trukket Blue Hors Viva Vegas ind i hingstestalden og glæder sig over at have muligheden for at kunne tilføre hingstekollektionen en så stor kapacitet.
– Det er en hingst, der besidder kvalitet og funktionalitet i overmål. Han passer blodmæssigt rigtig godt ind i vores kollektion og dermed også til vores kunders hoppebestand. I det hele taget passer han til et bredt udsnit af hopper og må forventes at kunne bidrage med stærke kvaliteter som temperament, ridelighed, funktionalitet i kroppen og masser af mekanik i bevægelsen, fortæller Martin.
Han og Nanna glæder sig til at vise Blue Hors Viva Vegas frem ved Blue Hors og Stutteri Asks åbent hus-arrangement lørdag den 30. marts i Martofte på Fyn.