Blue Hors ændrer datoen for flytningen - interview med Nanna

Vi ser frem til at byde avlere og hesteejere velkommen til en sæson fyldt med kvalitetshingste og avlsrådgivning hos Blue Hors, som forbliver i Randbøl i 2024.

Blue Hors ændrer datoen for flytningen - interview med Nanna

Efter offentliggørelsen i september 2023 om samlingen af familiens ridesportsaktiviteter på Stutteri Ask på Fyn, har der været spekulationer om Blue Hors’ fremtid. Vi bekræfter hermed, at selvom vores aktiviteter vil være mere fokuserede og enkle, vil vi fortsat stræbe efter at være en del af den internationale elite inden for dressursport og avl.

 

Blue Hors skal på sigt flytte alle aktiviteter til Fyn, men da facilliterne endnu ikke er helt færdige, vil vi indtil september fortsat være at finde i Randbøl sideløbende med Randbøl Dressage Academy, hvor vores team vil sørge for, at vores hingste opretholder de optimale betingelser for avlssucces. Vi understreger dog, at der ikke vil være mulighed for opstaldning af hopper til inseminering på vores faciliteter i år.

 

Hvis der er behov for hjælp til inseminering af din hoppe, er tidligere ansatte fra Blue Hors, dyrlæge Cecilie Ventzel Jensen og avlsrådgiver Lennart Lund Lindberg, til rådighed med deres ekspertise på området. Sammen har de etableret firmaet Equinito og har indgået samarbejde med Randbøl Dressage Academy. Avlerne kan derfor se frem til en insemineringsstation mm. på Tørskindvej i den kommende sæson. Kerneværdierne for virksomheden er ordentlighed, høj faglighed og gennemsigtighed. De har et ønske om at skabe et sted med sammenhold for avlere og hesteentusiaster. Equinito glæder sig til at hjælpe både gamle og nye kunder.

 

Hingstekollektionen fra Blue Hors for denne sæson præsenterer en imponerende samling af anerkendte avlshingste, som har bevist deres værd gennem årene, samt flere lovende internationale talenter på vej frem. Vi er overbeviste om, at vores hingste også i fremtiden vil bidrage til at berige avlen både i Danmark og internationalt.

 

ÅBENT HUS:

Vi opfordrer alle interesserede til at deltage i årets hingstefremvisning på Stutteri Ask lørdag den 30. marts kl. 14:00. Her vil vores hingste blive fremvist. Det vil være en enestående mulighed for at opleve vores samlede kollektion af dressur- og springhingste i den imponerende Casir-hal.

 

Vores erfarne avlsrådgivere står altid til rådighed for en gratis og uforpligtende samtale om dit valg af hingst. Tøv ikke med at kontakte os for yderligere information eller rådgivning. Du kan finde os på stand 9930 i hal M i Herning fra den 6.-10. marts 2024.

Vi ser frem til en spændende og succesfuld bedækningssæson, og vi glæder os til at byde jer alle velkommen i Randbøl.