Viconte datter løb med titlen som Bedste Hoppeføl!
Ved denne weekends Dansk Varmblod Følskue i region 4 i Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985, tog hoppeføllet River Rose, der er efter Blue Hors Viconte – Blue Hors Zack, titlen som Dagens Bedste Dressurbetonede Hoppeføl!
Et hjemmeavlet føl på en helt særlig hoppestamme
River Rose, der er født her på Blue Hors, har hoppen Razzine til mor. Razzine er efter vores legendariske beskeder, Blue Hors Zack, og den internationale lilleturshest Rebelle (efter Blue Hors Don Schufro).
Blue Hors Don Schufro-datteren Rebelle blev kåret som Årets Hoppe i Oldenburgforbundet i 2007, ligesom hun samme år blev kronet som Landeschampionesse med imponerende 9,1 point i den endelige finale ved Oldenburger Landeschampionat. Sidenhen blev Rebelle uddannet af berider Maria Anita Andersen, der red hoppen til en 2. plads i 5-års championatet og i championatsfinalen for 6-års. Senere indkasserede parret flere internationale starter i lilletur ved blandt andet CDI4* Hagen i 2013.