Sædtapning på Blue Hors indstilles midlertidigt igen

Blue Hors EU hingstestation i Randbøl er desværre midlertidigt lukket igen på grund af et ugyldigt testsvar.

Sædtapning på Blue Hors indstilles midlertidigt igen

Blue Hors EU hingstestation i Randbøl deltager i et omfattende prøveprogram, hvor blodprøver, sædprøver og svaberprøver fra reproduktionsorganer udtages på alle avlshingste for at screene for forskellige sygdomme.

Prøverne tages med varierende intervaller afhængig af sygdomstypen, nogle så hyppigt som hver tredje uge gennem hele bedækningssæsonen.

En enkelt prøve fra Blue Hors Santiano har resulteret i et ikke-brugbart svar, hvilket betyder, at prøven hverken er negativ eller positiv.

Blue Hors Santiano viser ingen tegn på sygdom og er siden december måned i 2023 testet hver 3. uge med indtil videre 9 negative svar.

Ud fra dette er vi naturligvis overbeviste om, at hingsten ikke er syg, men at der er gået noget galt under analysen af prøven.

På baggrund af dette har Fødevarestyrelsen besluttet, at ingen hingste må tappes, før et negativt prøvesvar kan fremvises.

Derfor kan der ikke bestilles sæd fra Blue Hors indtil videre.

Desværre forventes et nyt prøvesvar tidligst fredag d. 5. juli 2024, hvorefter vi håber at kunne genoptage sædtapningen.

Vi beklager dybt at måtte meddele, at vi igen er nødt til at lukke ned. Vi undersøger nu årsagen til det ugyldige testsvar fra Santiano, da vi er overbeviste om, at det endelige testresultat vil blive godkendt.

Martin Klavsen