Tredjeplads i torsdagens Grand Prix ved World Cup-finalen i Omaha

Nanna Skodborg Merrald, Blue Hors Zepter og hestepasser Elise Rensink er faldet godt til “over there” i Omaha, USA, hvor de har indkasseret en flot 3. plads i FEI World Cup-finalen indledende Grand Prix-klasse!

Tredjeplads i torsdagens Grand Prix ved World Cup-finalen i Omaha
Niveauet er præcis så højt som vi havde håbet på, inden stævnet gik igang!

Carina Cassøe Krüth, berider, landsholdsrytter og kommentator ved World Cup-finalen

En ekvipage i topklasse

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter (efter Blue Hors Zack/Wolkentanz II, opdrætter: Bernhard Sieverding) red sig ind på en helt velfortjent 3. plads i Grand Prix ved World Cup-finalen.

Zepter leverede et fænomenalt passage/piaffe arbejde, men desværre sneg der sig 2 tekniske fejl ind i programmet. Fejlene til trods, var scoren på hele 76.165%, hvilket var kun knap 1% efter den tyske dressurdronning Isabell Werth – og med det resultat i bagagen, bliver det kun mere spændende at se hvor Nanna og Zepter placerer sig i Grand Prix Freestyle.

Groom Elise Rensink, træner Michael Søgaard og sportchef Ulrik Gerstorf Sørensen er alle en del af teamet bag Nanna, der er med i Omaha. Og der er stor tilfredshed i lejren med det sportslige aftryk som Danmark her til aften fik sat på World Cup-finalen!

 

Årets Avler 2023 står bag netop den fantastiske Blue Hors Zepter!

Den fantastiske, nu 15-årige vallak, Blue Hors Zepter, der er efter elitehingsten og Grand Prix-dressurhesten Blue Hors Zack og ud af Who’s Sunlight, en hoppe efter Wolkentanz II/Silvio I, er opdrættet af Bernhard Sieverding og indkøbt til Blue Hors som føl.

Da Zepter blev indkøbt hos Britta og Bernhard Sieverding i Twistringen på en solskinsvarm sommerdag i 2008, hvor Britta serverede hjemmebagte kager på terrassen, var vi på stutteriet fulde af høje forventninger til Zack-sønnen – og de er blevet mere end indfriede! Bernhard er ikke bange for at indrømme, at han er fan af Zack-dynastiet og har igennem tiden brugt særligt Blue Hors Zack i sin avl. Og Zack er nok også den hingst, der går mest igen. Han og Britta har taget turen til Blue Hors ved mange lejligheder og ofte deltaget i sommerens følchampionater for at se de danske føl og især føllene efter de yngre hingste.

Du kan læse mere om Zepters opdrætter HER

Bernhard Sieverding flankeret af sin avl; Blue Hors Bonsai og Blue Hors Zepter