Nanna & Zack i skarp form under holdkonkurrencen ved OL 2020!

Med 24 ryttere til start i dagens Grand Prix Special, har holdmedaljerne ved dette års OL i dressur nu fordelt sig, – med kamp til stregen mellem englænderne, tyskerne og amerikanerne om hvem, der skulle have bronze, sølvet eller guldet om halsen!

Nanna & Zack i skarp form under holdkonkurrencen ved OL 2020!

Med starttid kl. 10:50 red Blue Hors rytter Nanna Skodborg Merrald som første dansker i dag ind på banen på Blue Hors Zack som en del af det danske dressurlandshold, der repræsenterer Danmark ved de Olympiske Lege 2020 i japanske Tokyo.

Med flotte parader, kraft- og udtryksfulde øgninger, gode ture i passage, flot skridtprogram, super overgange, vellykkede 2’ere og 1’er changementer og superkvalitet i pirouetterne, blev det til en top-stabil tur til flotte 74,20%

Næste levende danske billede var på kl. 12:25. Her så vi Carina Cassøe Krüth ride Heiline’s Danciera rundt i et næsten fejlfrit program, der udløste imponerende 77,14%!

Kl. 14:49 gik presset videre til Cathrine Dufour og Bohemian. Bohemian kom lidt bag hjælpen, hvilket kostede værdifulde points for Dufour, der i dag måtte “nøjes” med 77,20%

Med disse flotte ridt og imponerende procenter, endte Danmarks dressurlandshold på den utaknemmelige, men gennemført flotte, fjerdeplads, der uden tvivl har efterladt holdet med blod på tanden og lysten til mere. Måske en stærk revanche ved VM 2022 i Herning?

Se Nanna S. Merrald og Blue Hors Zacks ridt her: