Blue Hors pauser stævnedeltagelse

Dansk dressursport befinder sig i en brydningstid, hvor hestevelfærd, træningsmetoder og dyreetik er til debat. Udviklingen sker på en dybt alvorlig baggrund, og den er afgørende for sportens fremtid.

Debatten har igangsat en længeventet indsats om klarere retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af heste i sporten. Tiltaget indgår i Dansk Rideforbunds nye strategi ”Sammen om Hestevelfærd”, der også har fokus på bedre uddannelse og ændrede konkurrencebedømmelser.

Vi bakker op om forbundets arbejde, så vi sammen kan skabe bedre og klarere rammer for fremtiden – af hensyn til heste, ryttere og sporten.

Så længe der er så meget uklarhed om, hvad korrekt etisk anvendelse af heste er, har vi midlertidigt valgt at pause Blue Hors’ deltagelse i dressurstævner. I første omgang i tre måneder hvorefter vi vurderer, om der er opnået en større fælles forståelse af hesteetik og de sportslige retningslinjer, eller om vi skal forlænge stævnepausen yderligere.

Blue Hors pauser stævnedeltagelse