Spansk Horsemanship og Ungheste på Blue Hors

Nico og Nordin kommer fra en helt anden ridekultur, hvor horsemanship fylder en stor del af hestens uddannelse. I dette portræt kan du læse mere om de to dygtige unghesteryttere, som vi er så heldige at have her på Blue Hors.
Spansk Horsemanship og Ungheste på Blue Hors

Fra Spaniens sol til det kolde Nord 

Nicolas De La Hermosa Contreras og Nordin Boukhzar arbejder i Blue Hors’ ungheste afdeling. Med deres unikke tilgang og horsemanship, er de hver især et spændende og frisk pust. Begge er de kommet til Danmark fra Spanien, og i bagagen har de en helt anden kultur og tilgang til tilridning og den tidlige uddannelse af ungheste, som er både lærerig og givende i sammenspil med den danske hestekultur.   

Lørdag d. 7 november kan du opleve Nico under showet ved dressurfestivalen 

Hestehviskeren Nico 

38 årige Nico er uddannet rytter og underviser i Spanien, og her har han arbejdet i mange år i en – for os danskere – lidt speciel branche. Nico har nemlig arbejdet mange år på et af Spaniens ældste stutterier Ganadería de Miura, hvor man opdrætter heste til at hjælpe med at håndtere de tyre, som også bliver opdrættet på stedet. Her har han arbejdet i 10 år med både tilridning, uddannelse og håndtering af stedets heste. Disse heste er en blanding af spanske heste og arabere, og er derfor utrolig varme. Nico forklarer at den eneste måde at tilride og håndtere disse heste har været ved at lære sig horsemanship. For ham handler det om at sætte sig ind i hver enkelt hests personlighed og behov:

”Jeg lærer altid hesten at kende ved at observere den på fold og stald, inden jeg går i gang med tilridningen af den. Derved kan jeg finde ud af hvordan er dens karakter når den ikke er i hænder: hvordan er den og hvordan reagerer den i forskellige sammenhænge?

De har alle sammen deres egen karakter og ved at lære dem at kende, i deres frie natur, inden jeg går i gang, gør det tilridningen meget nemmere. Jeg vurderer altså ud fra mine observationer af den enkelte hest, hvad de har for en karakter og deraf hvordan jeg skal gribe tilridningen an”

Nico viser sine teknikken

Hesten skal stole på dig 

Nico har på mange måde udviklet sin egen teknik og stil når det kommer til tilridning og håndtering af de unge heste. For ham er det meget vigtigt at hesten stoler på ham, før han begynder på noget andet. Det er også ekstremt vigtigt at hesten vænner sig til at der sker noget omkring den. Det træner han bl.a. ved plastikposer, lyde, berøring etc. inden han hopper på dem.

Eftersom at Nico tilrettelægger forløbet ud fra den enkelte hests behov, kan det variere meget hvor meget forarbejder man skal gøre inden. Hvis man har at gøre med en nervøs eller varm hest, er jordarbejdet forinden endnu vigtigere. Det kan b.la. være at bruge dobbeltlonge, så den vænner sig til at der sker noget på begge sider af den, eller vænne hesten til plastikposer og lyde. Men det kan også være noget så simpelt som at trække hesten i forskellige omgivelser, så den lærer at fokusere på rytteren i stedet.

Når man tager hesten ud af sin comfort zone, som fx den ridebane som den er vant til, og bringer den ud i nye omgivelser og situationer, bliver den naturligt nødt til at være mere hos dig, da du nu er det eneste velkendte, og dermed stole på dig på en anden måde. Det handler om at få bygget en gensidig tillid, således at hesten stoler på at jeg ikke vil den noget ondt. Tillid er altid et godt udgangspunkt”  

Faktisk er Nico så god til det med tilridning, at han i Spanien har givet clinics for at forsøge at give sine metoder videre – og under showet lørdag aften ved Dressurfestivalen på Blue Hors har du muligheden for at se Nico demonstrere sine metoder

”Arbejdet med de unge heste i Spanien har lært mig, at man skal være følsom, meget tålmodighed og være konstant i sin horsemanship og tilgang til hestene”

– Nicolas De La Hermosa Contreras

Søgen efter dygtiggørelse 

Når Nico har tilredet hestene, er det Nordin der overtager dem. Nordin’s job er her at begynde at videruddanne dem, og bygge dem op til at blive dressurheste. 

Nordin som i dag er 30 år, han siden han var 16 år gammel, arbejdet som professionel rytter. Sideløbende har han studeret Teknologi Ingeniør, men som 21 årig blev han ansat som fuldtids rytter og underviser i en stor stald i Barcelona. Her var han i seks år, hvor han både drev salgs- og uddannelsesstald samt underviste elever op til junior/ungrytter-landsholdsniveau. Nordin blev dog klar over at Spanien manglede noget, som den nordlige del af Europa gjorde rigtig godt, når det kom til dressur. Og i sin søgen efter dygtiggørelse, fik han derfor i første omgang job som rytter i Tyskland og Luxembourg, bl.a. ved Norbert Van Laak, hvor hans veje til sidst førte ham til Blue Hors i Danmark for som han siger ”man kan ikke sige nej til et job på Blue Hors”

 

Nordin

En god start på jobbet som dressurhest 

For Nordin er det vigtigt at bruge tid på at bygge hesten ordentligt op. For ham betyder det ingenting at få 10 for en fri trav, hvis ikke følelsen var tilsvarende god og hesten ikke brugte sig korrekt. Hans fokus er hele tiden på at få hesten så korrekt i kroppen, så den kan blive klar til det arbejde der venter den senere i livet  

“Det vigtigste for mig er ikke at få hesten til at bevæge sig så stort som muligt fra starten. De vigtigste ting, og det jeg fokuserer på, er: balance, ligeudretning og eftergivenhed. Det er det vi vil bygge ind i hesten på det her stadie. For hvis man har som hovedfokus at lave store gangarter, kan man have tendens til at glemme at have resten af kroppen med. Hvis man bare snævrer dem ind og presser dem til at bevæge sig stort og sætte sig på bagbenene inden de har styrke til det, kan man risikere at ødelægge hesten. Man bliver nødt til at give hesten tid til at udvikle muskler og styrke før man forlanger mere bevægelse. Det har ingen WOW-effekt, men man får til gengæld hele hesten med i processen”

I forlængelse af dette, vil Nordin gerne pointere vigtigheden i af få hesten så ligeudrettet som muligt, så tidligt som muligt. Alle heste har en svag side, men hvis man har fokus på at få den lige i kroppen via styrke og smidighed i en ung alder, vil det være en stor hjælp for både hest og rytter, når hesten senere hen skal til at introduceres for de svære øvelser.

Hvad der er gennemgående for de to mænd, er at alt hvad Nico og Nordin gør, er med fokus på at give hesten så god en start på dens ridekarriere som muligt gennem tid til den enkelte hest, ordentlighed og horsemanship. 

Nordin hjælper Nico

”I sidste ende handler det om at gøre det nemmest for alle”

– Nordin Boukhzar