Ellen Glinvad: Groom med 10 års jubilæum
Ellen og Nanna
"Vi ansatte har det rigtig godt med hinanden og er gode til at lave noget hyggeligt sammen udenfor arbejdet. Vi kan fx finde på at tage ude og spise eller lave noget andet, og så træner vi også sammen over i fitnessrummet to gange i ugen”
Jobbet som groom har for Ellen Glinvad Nielsen budt på både store oplevelser og tætte bånd til hestene. Her kan du læse lidt om hvad jobbet indebærer – både til hverdag og til stævner
Hvad laver man som groom på Blue Hors?
Ellen er i dag groom for Nanna Merrald. Før det, har hun været groom både for Sune Hansen og Allan Grøn.
I Nannas rytterteam er der tre personer tilknyttet, forklarer Ellen.
”Der er en der er fast til at sadle, og så er der to til at hjælp med at få lukket ind og ud fra fold, tage hestene på vandbånd, trække med dem osv. Men det kan også være at få striglet en hest, hvis den har en fridag. Vi ved alle tre hvad den enkelte hest skal have på af udstyr, så vi kan afløse for hinanden, hvis det bliver nødvendigt”
Ellen synes at det er en luksus at man er flere til at deles om ansvaret, så man ikke skal stresse over at skulle nå det hele, men i stedet kan fordybe sig i det arbejde man har.
Hver søndag laver Nanna en individuel plan for alle de tretten heste, som hun rider, og den plan bliver delt med resten af teamet. Derved ved hele teamet hvad der skal foregå hele ugen, med hver enkelt hest.
Hvordan ser en typisk dag ud?
En typisk dag for Ellen starter kl. 7, hvor hun sadler den første hest til Nanna, som møder ind kl. 7.30.
”I løbet af formiddagen rider vi 6-7 heste. Jeg går til frokost kl. 12, mens Nanna rider den sidste hest. Det passer med at når jeg er færdig med frokost, kan jeg komme ned og overtage den hest hun har redet – og så kan Nanna holde frokost. Det fungerer rigtig godt”
Herefter sadler Ellen de sidste heste indtil hun har fri kl. 16.
”Nogle gange er vi tidligere færdig og andre gange er vi senere færdig. Det kommer an på hvad der er foregået i løbet af dagen”.
Tirsdag morgen har alle rytterne på stedet styrketræning over i fitnessrummet, så det udnytter Ellen til at pusle lidt ekstra om hestene:
”Tirsdag morgen, bruger jeg typisk på at soignere hestene, og få ordnet det man ikke lige når de andre dage, men som er vigtigt at få gjort, for at hesten ser godt ud” forklarer Ellen. Det kan bl.a. være at få klippet øre, ordne man osv.
Hvad er det bedste ved jobbet?
”Det bedste ved jobbet er at man har hestene lidt som sine egne. Jeg får lov til at bestemme meget selv, selvfølgelig i samarbejde med Nanna, men da jeg får et rigtig tæt forhold til hver enkelt hest, får jeg meget indflydelse i deres pasning”.
Ret hurtigt efter tilføjer Ellen:
”Og så selvfølgelig det at komme med ud til stævnerne, det synes jeg er rigtig sjovt. Man får et specielt forhold til de heste man nu har med ude, da man har mere tid til dem. Og så er det selvfølgelig hyggeligt at komme ud og mødes med nogle af de andre mennesker, som man ikke lige ser til hverdag”
Hvad har været den største oplevelse?
”Min største oplevelse som groom her på Blue Hors var helt sikkert da jeg var med Sune til VM i Kentucky, i USA, i 2010. Jeg havde kun sadlet for ham i to måneder, så jeg var helt ny og kendte slet ikke nogen af de andre ryttere eller grooms, der var med. Men det var bare en helt vildt god tur og man lærer jo folk at kende på en helt anden måde”
Men også UVM med yndlingshesten Zick Flower var en stor oplevelse for Ellen. Generelt synes hun at det er rigtig sjovt at være med til de store stævner.
Til spørgsmålet om hvad Ellen synes er det hårdeste ved arbejdet, svarer hun grinene ”at skulle på arbejde mandag morgen efter et stævne!”. Efter lidt refleksion tilføjer hun ”Ej måske det faktisk er at skulle køre hjem fra et stævne”.
Groom til stævner
For selvom Ellen synes at der er fedt at være med til de store stævner, så er der også meget der skal gøres hele dagen, og man har ansvaret for at hesten har det godt i de fremmede omgivelser.
Nogle dage skal man ud i stalden kl. 5, og gøre klar til at hesten skal morgenrides. Derefter skal man både fodre, muge og gå morgen- og aftenture med hesten. Og vigtigst af alt, skal man gøre hesten klar til stævnestart. Det er vigtigt at få shinet og flettet hesten efter alle kunstens regler, så den kan se godt ud inde på banen. Med alt det, kan det godt være svært at huske måltider og hviletid til sig selv:
”Det er vigtigt at man husker at spise i løbet af sådan en dag, for det kan man godt komme til at glemme når det hele køre, og det kan altså mærkes sidst på dagen. Og når man har været i stalden fra kl. 5, er det også nødvendigt med et hvil midt på dagen”.
Det at være afsted til internationale stævner betyder også at man får venskaber fra hele verden, da man kommer meget sammen med de grooms fra andre lande, som også er i stalden hele dagen.
”Forhåbentlig står man i samme stald, så man kan snakke sammen og få en masse god grin”
Hvad er Ellens bedste råd til en, der ønsker at være groom?
Når nu man har 10 års erfaring, og har været én af dem der har fået muligheden for at være med til de store stævner, hvilket råd kan man så give videre, til en der også ønsker at blive groom?
”Hvis man vil have muligheden og chancen for at komme med til de store stævner, skal man være villig til at gå all-in! Det betyder også at gå glip af fødselsdage og konfirmationer osv. Det kræver det”
Til det mere konkrete job som groom, synes Ellen at det vigtigste er, at være opmærksom på om der er nogle forandringer ved hesten:
”Få mærket benene og hestens krop igennem hver dag. Og hvis du finder noget, så sig det videre til rytteren. Hvis man finder et lille sår, eller noget andet, så få gjort noget ved det med det samme, for hvis man bare ignorerer tingene, kan det risikere at blive til noget unødvendigt stort. Jeg elsker jo at strigle! Og det er et perfekt tidspunkt at få mærket hesten efter og se hvordan den har det i kroppen”
Ellen ved VM i Kentucky med de andre grooms
Ellen og Blue Hors St. Schufro
Ellen og St. Schufro