Avlsrådgivning ved Jesper Bisgaard Nielsen
Jesper med Monte Carlo
På Blue Hors sidder flere kompetente folk klar til at hjælpe og rådgive dig til det rette hingstevalg. De kommer også gerne og ser din hoppe for bedre at kunne vurdere, hvad vi mener vil være et godt match. To af de folk er Jesper og Karina!
Jesper Bisgaard Nielsen
Jesper er en ung mand, der har oparbejdet sig solid viden inden for avl af Dansk Varmblods heste, efter at have været ansat på tre af Danmarks største hingstestationer.
Han startede sin karriere på Katrinelund Hingstestation allerede efter 9. klasse, hvor han var ansat som rytter og hjalp med træning af 2-års hingste. Det var her interessen for avlen, klargøring og fremstilling af hingste for alvor opstod. Efter en del år på Katrinelund, var Jesper klar til at prøve kræfter af som selvstændig med egen træningsstald, sideløbende med sin uddannelse. Et tilbud om at blive avlskonsulent hos Helgstrand, sendte ham til det nordjyske, hvor han var i tre bedækningssæsoner.
Vi har på Blue Hors haft fornøjelsen af at have Jesper som en del af teamet, siden sidste efterår.
Jesper blev spurgt om hvad der motiverer ham mest ved hans arbejde på Blue Hors:
– ”Det er kombinationerne og jagten på det gode match. Man kan ikke tage en verdensstjerne hoppe og hingst og tro at der bliver et verdens bedste føl ud af det, sådan hænger det ikke sammen. Det handler om at finde kombinationen af hvordan de passer på hinanden, både blodmæssigt men også deres individuelle egenskaber. Vi ved hvilke egenskaber hver hingst nedavler, derfor må hoppeejerne også kigge indad og se hvilke egenskaber deres hopper mangler. Det er fedt når man finder det rette match og får en god hest ud af det”
Avlsrådgivning
Når avlssæsonen går i gang, er det Karina, der er ansvarlig for de hopper der kommer til inseminering. De sidder begge klar ved telefon og mail, hvor de kan rådgive og besvare spørgsmål, til det rette valg af hingst til den pågældende hoppe.
Jesper kommer også glædeligt ud på besøg for at se din hoppe.
– ”Personligt foretrækker jeg at komme ud og besøge avlerne, hvor jeg kan stå overfor dem og skabe en relation. Jeg forsøger at opnå en forståelse for hvad avlerne ønsker at avle – er det f.eks. rideheste til dem selv, eller heste der skal sælges videre. Dette for at skabe en troværdighed, som fører til et godt samarbejde”, fortæller Jesper. Og derfor opfordrer han hoppeejere til at have gjort sig nogle overvejelser om, hvilken hest de ønsker at lave.
Når Karina rådgiver hoppeejere, starter hun som regel med hele puljen af hingste, hvorefter hun kan eliminere nogle af hingstene, efter at have modtaget informationer.
På Blue Hors ser de mange afkom af stedets hingste på forskellige blodlinjer, hvorfor det er muligt at skabe et overblik over hvilke hopper, de mener at kunne passe godt på.
– ”Det gode ved det hele er, at der ikke findes en facitliste, men at vi som regel altid har flere bud på hvad der bør vælges af hingst. Jeg ser helst at hoppeejerne tager det endelig valg af flere årsager, for det første er det deres økonomi og for det andet så har jeg den holdning at man bør sætte sig ind i avlen, når man vil lave et føl”, fortæller Karina.