Avlerportræt af Lygum Horses
For Lygum Horses ved far og datter-duoen Henning og Tine, har det seneste år været af den spændende slags, der virkelig har sat gang i deres avl af dressurheste – og en ganske særlig hoppe efter St. Schufro har haft en “hov” med i spillet på succesen.
Lygum's Zelina flankeret mod venstre af Michael Møller Flintrup, Tine Lygum Jensen og Henning Lygum Jensen
Henning og Tine Lygum Jensen
Inden avlereventyret kunne begynde hjemme i stalden hos far og datter-duoen, Henning og Tine Lygum Jensen, skulle Tines pony først blive til tre heste opstaldet på den lokale rideskole. Og herfra, blev det en selvfølge, at der måtte laves en stald derhjemme til at huse de efterhånden flere og flere heste.
Stalden derhjemme blev en realitet, da det indkøbte føl, Churchill-datteren Graversgaards Banda Api, viste sig at være så spændende, at Henning blev interesseret i også at købe moren… Og vupti! Så havde han pludselig købt de to drægtige hopper, Faithful’s Queen og Banda Apis mor Gørklintgårds Belinina, der begge var ifolede med pinto-hingsten Samondo. Så fra at have én ifolet hoppe, blev der pludselig ikke langt til at have tre drægtige hopper i stalden. Hoppen Gørklintgårds Belinina fra den oprindelige hoppe-trio, er den dag i dag, stadig en del af avlen hos Henning og Tine. I år har de valgt at få hende insemineret med Blue Hors Bonfilio.
Derfra kom Henning for alvor i gang med sit nye projekt som avler. En avl som han deler med sin datter Tine, der er en dygtig tilridningsrytter, der selv tager de første ture på de hestene hos Lygum Horses. Tine bidrager også med sine kompetencer for tilridning hos Blicher Horses ved Steen Steensen Blicher og Bakken Dressage ved Silje Bakken og Michael Møller Flintrup, hvor hun tager de første rideture på mange forskellige heste. Noget, der bidrager særdeles postitiv, når hun og hendes far skal vælge hingst til deres hopper, fordi Tine, som rytter, kender både deres hoppers egenskaber og temperament under rytter, og mange af hingstenes afkoms kvaliteter og svagheder.
Rønbjergs Lady Zick Zack med føllet Lygum's Ziggie (Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Zack/Sandro Hit)
Blue Hors Zack-datteren Rønbjergs Lady Zick Zack
I første halvår af 2012, surfede Henning på internettet og faldt over et udtryksfuldt hoved med spidsede ører og en tiltalende afstamning, der virkede ualmindeligt interessant. Så efter at Henning havde rådført sig med Blue Hors, valgte han at købe hende. Den 3-årige med det udtryksfulde hoved var Rønbjergs Lady Zick Zack, der er efter Blue Hors Zack og med Sandro Hit til morfar og Feiner Stern i tredje led, og siden købet har hoppen bragt dem mange glæder som avlere. Datteren Tine er særdeles dygtig med de unge heste, så Lady Zick Zack var tilredet 14 dage efter sin ankomst hos Tine og Henning, og gik i juni 2014 sin eksteriørkåring i Sdr. Hygum, hvor hun blev kåret i DH. Den hoppestamme som Zick Zack kommer fra, er ikke den mest afprøvede, og derfor har Henning og Tine måtte stole på deres mavefornemmelse og fornuft igennem hele forløbet. Zick Zack, der er avlet af Rene Jensen Dahl, har kun selv én søskende, en søster efter Don Kennedy, der hedder DD Donna Hit, og det samme gælder faktisk også for Zick Zacks mor, Grøntang Supreme efter Sandro Hit, der kun har halvsøsteren Grøntang Diva efter Blue Hors Del Quinto, Derfor har der ikke været meget at sammenligne med, når de har skulle vælge hingst til Zick Zack. Heldigvis, har valgene alligevel vist sig at have været ganske gode!
Lige nu går Lady Zick Zack med sit 10. føl, der er et velskabt, brunt hoppeføl, der har Blue Hors Baron til far, og blandt de 10 afkom som Henning har fået på Lady Zick Zack, er bl.a. to Blue Hors Don Olymbrio-hopper og en Blue Hors Rockefeller-datter, der også indgår i avlen hos Lygum Horses. Den ene Don Olymbrio-hoppe, Lygum’s Zats On Me, har allerede fået sit føl for i år, et hingsteføl efter St. Schufro, og Don Olymbrio-datteren, Lygum’s Zuri, og Rockefeller-datteren, Lygum’s Rockzanne, skal selvfølgelig også have føl efter St. Schufro.
Sidste år fik netop Zats On Me hingsteføllet Lygum’s St. Olymbrio, som vi på Blue Hors erhvervede. Ligeledes erhvervede vi os også Lady Zick Zacks St. Schufro-datter, Lygum’s Ziggie, der er en helsøster til Zelina. Ziggie var med på Dansk Varmblods elitefølauktion, og efter at have set Zelina vinde vores 3-års dressurchampionat, var der ingen tvivl om, at lillesøsteren også bliver en ualmindeligt spændende hest!
Alle de afkom vi har fået efter Zick Zack, har været SÅ nemme at skulle igang med, uanset om de har været efter Don Olymbrio, St. Schufro eller Rockefeller. Men, Zelina er uden tvivl den, der har været mest cool! Hun er sådan en hest, der bare siger "Ja, ja. Så gør vi bare sådan her nu". Hun har været en fornøjelse hele vejen
St. Schufro-fans
Det er ingen hemmelighed, at Tine og Henning er meget glade for Blue Hors St. Schufro og hans afkom. Hvilket jo nok også er grunden til, at de har ifolet tre af Lady Zick Zacks døtre med netop ham. En af Zick Zacks døtre efter St. Schufro, er superhoppen Lygum’s Zelina, der selvfølgelig er født hos Tine og Henning Lygum Jensen.
Da Zelina var føl, kunne Tine og Henning godt se, at hun viste helt specielle takter. Så selvfølgelig skulle den unge hoppe have enhver chance for at vise sig bedst muligt frem. Derfor valgte Tine at tage den dengang 2-årige Zelina ”med på arbejde” hos beriderparret Silje Bakken og Michael Møller Flintrup på Bakken Dressage. Tine og Henning er glade for at de valgte, at give netop Silje og Michael andel i den første succes med Zelina, da de lod dem stå for fremstillingen af hoppen som 2-års, hvor hun blev udtaget til eliteskuet på Vilhelmsborg og sluttede i finaleringen. For dem, har det at de kunne matche Zelina, som de selv så som værende en stjernehoppe, med et professionelt set-up, hvor hun ville kunne få de bedste betingelser for en god fremstilling, været det helt rigtige valg, der var med til at lægge vejen for hvad det efterhånden er blevet til af succeser for den unge hoppe.
Efter sin fremstilling som 2-års, stod den på sensommerpause hjemme på gården i Haderslev, hvor Tine stod for tilridning af hende. Herefter kom Zelina tilbage til Bakken Dressage for at blive klargjort til 3-års championat på Blue Hors og sadelkåring i Dansk Varmblod. Som 3-års deltog Zelina nemlig i Blue Hors Dressurchampionat for 3-års og vandt med Bakken Dressage-rytteren Christine Ropers i sadlen. Dengang blev hun belønnet med et 10-tal for sin flotte opadgående trav med masser af smidighed og 9.5 for sin smidige og rummelig galop med masser af skulderfrihed, imens det blev til et 8.0 for skridt, 9.0 for ridelighed og 9.5 for hendes enorme potentiale. Samme år blev hun sadelkåret med 850 point og udtaget til eliteskuet, der blev afholdt i Herning i forbindelse med VM. Og her blev hun tildelt en opdrættermedalje af karaten sølv!
Zelinas helsøster Ziggie, blev, samme år som Zelina fik tildelt sin sølvmedalje, udtaget til elitefølauktionen, hvor hun gik for det flotte hammerslag á €35,000.
St. Schufro er vi rigtigt glade for! Han passer godt på vores hopper efter Don Olymbrio, Rockefeller og Zack, hvor han bidrager med et godt temperament og en forbensaktion, der siger spar to!
Lygum's Zelina, Blue Hors Dressurchampionat 2022
Lygum's Zelina, Blue Hors Dressurchampionat 2022
Lygum's Zelina, Dansk Varmblods Eliteskue 2022
Lygum's Zelina, Blue Hors Åbent Hus 2023
Fremtiden for Lygum’s Zelina
Ved dette års Åbent Hus på Blue Hors, fremviste vi under aftenens hingstefremvisning en spændende, ny ekvipage, bestående af rytteren af den regerende verdensmester for 5-års, Victoria Vallentin, på en anden hoppe efter Blue Hors St. Schufro end den vi er vante til at se hende på. Her var hun nemlig på ryggen af den 4-årige sølvmedaljehoppe Lygum´s Zelina.
Lygum Horses ved datter Tine og far Henning Lygum Jensen har indtil marts 2023 ejet Lygum’s Zelina i samarbejde med Bakken Dressage. Og sammen med netop Silje og Michael, har de nu fundet de nye medejere, der har købt Silje og Michaels andel i hoppen. I dag ejer Tine og Henning hende sammen med netop Zelinas nye rytter Victoria Vallentin og Jesper Bisgaard Nielsen – og det er et samarbejde som de glæder sig til at se udvikle sig. De er nemlig på ingen måde klar til at slippe deres andel i Zelina, der er en helt speciel hest, som kun vil kunne styrke deres avl yderligere i fremtiden.
Hver gang vi hiver en video frem af hende (Zelina) får jeg kuldegysninger over at have avlet så god en hoppe. Men bare det, at vi kan trække en 3-årig Zelina ind i Jyske Bank Boxen i Herning eller den store udendørsbane på Blue Hors, og hun så går afslappet og afbalanceret rundt i sin overbevisende ”show” form blandt andre heste, der hopper og danser rundt. Det er virkelig fantastisk!
Tine og Hennings drømme for Lygum’s Zelina og hendes nye rytter, Victoria Vallentin, ligger først og fremmest i 4-års klasserne i Dansk Ride Forbunds unghestechampionat og Dansk Varmblodss egnethedstest, ligesom det også er planen, at Zalina skal gå UVM–udtagelse og forhåbentligt blive udtaget til at repræsentere Dansk Varmblod ved UVM, ligesom hendes halvsøster Lyngbjergs St. Paris gjorde det i 2022.
Tine og Henning har virkelig kunne mærke opmærksomheden omkring deres avl efter særligt Zelinas optræden ved Blue Hors Åbent Hus, og selvom spotlightet er lidt uvant, har det virkelig også været fantastisk for dem, at mærke folks postive indstilling til både Zick Zack, Zelina og hendes afkom.
I dagene efter Zelina var til Åbent Hus på Blue Hors, gik det nærmest amok. Instagram sagde bare "Ny følger" og "Ny følger" hele tiden, og det var så vildt. Vi sidder jo indimellem og ser på følbilleder, og Zelina har jo faktisk aldrig rangeret som nummer 1. Som føl blev hun nummer 6, og til både 2-års skue og sadelkåringen rangerede hun nummer 2. Så det at hun er blevet til det hun er nu, fortæller os, at vores avl går den rigtige vej.
Lygum's Lachesis (Blue Hors Zalabaster/Solos Landtinus/Resident)
Lygum's Ziggie (Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Zack/Sandro Hit)
Lygum's Zuri (Blue Hors Don Olymbrio/Blue Hors Zack/Sandro Hit)