Avlerportræt af Andreas Gregersen

Andreas Gregersen har været en særdeles flittig opdrætter igennem en længere årrække, og han er ikke bange for at bruge de unge hingste – og med god grund! For sådan en kombination, har nemlig givet hans avl en verdensmester for ungheste!

Avlerportræt af Andreas Gregersen

Til venstre ses Andreas Gregersen, der er opdrætter af championatsvinderføllet Sandro Flower

Hesteavl som et fælles projekt

Andreas Gregersen er en af de avlere, der har haft sin faste gang i Blue Hors’ hoppestald igennem mange år. Men inden da, startede det hele med en far og søn-duo, stamhoppen for Flower-linjen og hingsten Gefion, der boede på en af nabogårdene. Gefion blev faderhingsten til mange af de første årganges føl, op indtil hingstens død, hvorefter der skulle ske noget nyt.

Blue Hors Don Schufro var dengang lige kommet til Danmark, og det gav en naturlig overgang til at Blue Hors skulle blive duoens nye, foretrukne hingstestation. Siden den beslutning er mange føl kommet til, hvoraf flere af blevet succesfulde sportsheste, der har brilleret på nationalt og internationalt plan.

Én af de hopper, der kom regelmæssigt på stationen, var Flæk-Øre, eller mere formelt; Gaio Flower efter Resident. Flæk-Øre var en helt særlig hoppe for stutteriet – og i flere år, stod hendes karakteristiske flækkede øre for Andreas’ fars øgenavn. Når man sagde Flæk-Øre, vidste alle på Blue Hors godt hvem, der blev talt om.

Netop Andreas’ far havde et tæt samarbejde med personalet på Blue Hors, og da han døde ganske uventet i 2002, blev samarbejdet mellem ham, Esben og Karsten helt naturligt flyttet over til Andreas. Sidenhen har nøglepersonerne skiftet navn til Martin Klavsen og Lennart Lindberg, men essensen består fortsat – til stor glæde for både os og Andreas.

I stedet for at vi skal gå og være nogle besserwissere på bagkant, har jeg Blue Hors med indover allerede i hingstevalget, så vi kan lave det avl, både de og jeg eftersøger fra start af – og det fungerer som et rigtig godt samarbejde

Andreas Gregersen

Den vilde rejse med verdensmesteren Blue Hors Zick Flower

Blue Hors Zick Flower, der er efter Blue Hors Zack og ”Flæk-Øres” Blue Hors Romanov-datter, Goldstar Flower, er opdrættet af netop Andreas Gregersen, og han er en helt særlig hest, ikke kun for Andreas, men også for Blue Hors.

Zick Flowers afstamning kan spores tilbage til stamhoppen for Flower-linjen, nemlig Gilly Flower efter Gold XX/Ferdinand der er opdrættet af familien Juhl Hansen, og da han var føl, blev han indkøbt af Blue Hors efter en løbetur op og ned ad indkørslen. Allerede her skinnede det unge hingsteføls kvaliteter nemlig flot igennem.

Dengang vi brugte Blue Hors Zack på Flæk-Øres DS-kårede datter efter Blue Hors Romanov, var han jo ”ingenting” – og pludselig stod vi med en hest som Zick Flower! Det er jo helt vildt

Andreas Gregersen

4 år efter, i 2013, startede Zick Flowers sportskarriere, da Blue Hors berider Allan Grøn og en velgående Zick Flower vandt Dansk Varmblods Unghestechampionat med hele to 10-taller fra testrytter Hasse Hoffmann. På førstedagen af championatet belønnede dommerne fra Dansk Varmblod Zick Flower med 8 for skridt, 9 for trav, 9 for galop, 9 for ridelighed og 9 for kapacitet, og på andendagen var det Hasse Hoffmanns tur til at nyde turen på Zick Flower.

Året efter, i 2014, var Holstebro Sportsrideklub vært for Dansk Ride Forbunds Unghestechampionater i dressur, hvor Zick Flower vandt 6-års kvalifikationen med bl.a. 10-tal for ridelighed, samt 9 for trav og kapacitet – og altså kvalificerede sig direkte til finalen!

Og Zick Flower viste sig at gøre det ualmindeligt godt i unghesteklasserne!

For som 7-års i 2015 vandt Allan og Zick Flower UVM i Verden med flotte 73,728%. Det betød også, at Andreas Gregersen nu var opdrætter af en verdensmester for 7-års dressurheste!

I 2016 brillierede Zick Flower igen, denne gang som lilleturshest. Her deltog Zick Flower og Allan Grøn i den populære Bundgaard Byg Cup, der giver ryttere og heste på lilleturs niveau en mulighed for at konkurrere mod hinanden ved udvalgte stævner, for så at samle de bedste til finalen. Og selvfølgelig kunne Allan og Zick indløse en billet til finalen! Ved finalestævnet sikrede de sig endnu en samlet mesterskabssejr efter at have vundet både 1. afdelingens Intermediaire og finalens Intermediare Kür.

Jeg var jo bare til hingstekåring i Herning, ligesom jeg plejer, lørdag og søndag, for at se de nye hingste, og pludselig kommer de løbende og siger: ”Zick Flower har vundet hele championatet! Du skal af med kasketten og ind og stå til præmieoverrækkelse!"

Andreas Gregersen

Efter sejren i Bundgaard Byg Cup, var det tydeligt, at Zick Flower med sin energi og gålyst, var klar til fremtidens planer om den store sport ved landsstævnerne. Da han allerede dengang, var uddannelsesmæssigt godt på vej mod stor tur, og havde superlet ved de svære øvelser – og den plan skulle vise sig at holde stik! For i de kommende år debuterede Zick Flower og Allan i international lilletur, hvorefter Nanna Skodborg Merrald tog Zick Flower med op hans første tur i Grand Prix på nationalt plan.

I dag rides Zick Flower af spanske Cristian Tudela Ruiz, der har debuteret ham i international Grand Prix – og sammen har den efterhånden ganske erfarne ekvipage taget flere nationale og internationale sejre!

Blue Hors Zick Flower og Allan Grøn, UVM i Verden 2015

Succesfuld avl med unghingste på flere hoppestammer

Udover verdensstjernen Zick Flower, har Andreas lavet et utal af sportsheste, der har gået dressur rundt om på stævnebanerne i det ganske land, ligesom flere også har gjort flot figur ved Dansk Varmblods hoppekåringer.

Blandt disse er både afkom af Flower-linjen og Ankulgård-linjen, der også stammer fra Andreas’ avl. Stamhoppen for Ankulgård-linjen, er bronzemedaljehoppen Rhea (efter Gefion/Bergsturm, opdrætter: Svend Aage Ovesen), og hendes efterkommere er mange, og nogle af de Ankulgård-afkom, der har klaret sig særligt godt er:

  • Ankulgårds Ferria efter Blue Hors Future Cup/Classic
    – Født i 2002
    – Mor er Ankulgårds Rubin
    – Startet i M-dressur under Anja Henning
  • Ankulgårds Rozitta efter Blue Hors Hertug/Frühling
    – Født i 2003
    – Mor er Ankulgårds Rozann
    – A-hest i dressur
    – Startet i ECCO Cup og ved DM for junior og young rider under Trine Fisker
  • Ankulgårds Rena efter Blue Hors Hotline/Blue Hors Don Schufro
    – Født i 2008
    – Mor er Ankelgårds Rouce
    – Vinder af 5-års dressurchampionatskvalifikation under berider Thomas Lassen

  • Ankulgårds Ronja efter Blue Hors Lodestar/Blue Hors Don Schufro
    – Født i 2009
    – Mor er Ankelgårds Rouce
    – Placeret i L-dressur under Lea Sandhøj Jørgensen
  • Ankulgårds Touch efter Blue Hors Touch Me/Blue Hors Don Schufro
    – Født i 2011
    – Mor er Ankelgårds Rouce
    – B-hest i dresser under Carina Jørgensen
  • Ankelgårds Rhea efter Blue Hors Don Olymbrio/Blue Hors Don Schufro
    – Født i 2012
    – Mor er Ankelgårds Rouce
    – Kåret i RDH,
    Startet i ECCO Cup for junior og ungrytter under Ida Guldbrandsen

Vinder af Blue Hors Følchampionat for hingsteføl 2016; Sandro Flower efter Blue Hors St. Schufro - Blue Hors Hotline - Cadillac

Men det er ikke kun denne linje, der kan fremvise gode sportsheste, for også blandt de succesfulde Flower-afkom, finder vi A-heste i dressur og succesfulde championatsdeltagere.

En oversigt over disse har vi fundet frem her:

  • Herkules Flower efter Blue Hors Hertug/Resident
    – Født i 2002
    – Mor er Gaio Flower
    – Finalist ved championatsfinalerne under Anna Blomgreen
    Startet i ECCO Cup for junior og ungrytter under Pernille Koch Rasmussen
    – Startet i op til Intermediare I-dressur
    – A-hest i dressur
  • Hero Flower efter Blue Hors Hertug/Resident
    – Født i 2003
    – Mor er Gaio Flower
    – Placeret i de danske dressurchampionater med 80.2 under Thomas Lassen

  • Goldda Flower efter Blue Hors Don Romantic/Cadillac
    – Født i 2008
    – Mor er Goldie Flower
    – Kåret i DH
    – Placeringer i LA på C-plan under Cyrillia Sabroe og Anna Thorstein Davidsen

  • Gofine Flower efter Blue Hors Zack/Cadillac
    – Født i 2009
    – Mor er Goldie Flower
    – Kåret i DH
    – Placeringer i LA på C-plan under Janni Hansen

  • Zalando Flower efter Blue Hors Zatchmo/Blue Hors Hotline
    – Født i 2014
    – Mor er G-Hit Flower
    – Placeret i MB-dressur på C-plan under Anne Cathrine Amtrup

  • Sarenso Flower efter Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Hotline
    – Født I 2015
    – Mor er G-Hit Flower
    – Placeret i MB-dressur på C-plan med Sandra Holm Seiersen

  • Sandro Flower efter Blue Hors St. Schufro/Blue Hors Hotline
    – Født i 2016
    – Mor er G-Hit Flower
    – Vinder af Følchampionatet for hingsteføl på Blue Hors
  • Anastasia Flower efter Blue Hors Zackerey/Blue Hors Armano
    – Født i 2018
    – Mor er Askepot Flower
    – Vundet LC-dressur under Julie Nyholm Østergård

Det skarpe øje, kan måske fornemme på fødeår og faderhingste, at Andreas ikke er bange for at bruge de unge, endnu ikke så benyttede, hingste på sine hopper. Den taktik er ikke helt uden grund, og de seneste år, har det betydet at føl efter Blue Hors Monte Carlo, Blue Hors Santiano og Blue Hors Feinstar er kommet til verden hos Andreas.

Vi bruger gerne de unge hingste. Nogle gange flopper det, men andre gange, laver man en verdenshest, der er før sin tid og som virkelig fremmer avlen. Andre vil måske hellere bruge de ældre hingste, men det giver mig bare ikke det ”kick” som jeg får, når det lykkes med de helt unge

Andreas Gregersen

Guti Flower, efter Blue Hors Zack/Resident, med sit føl Ginger Flower efter Blue Hors Farrell

Nu er det så endnu engang tid til et generationsskifte. Så med nøjagtigt samme taktik i baghovedet, er også dette års hingstevalg taget med fokus på brugen af de unge hingste, hvor Blue Hors Bonfilio og Blue Hors Glamourville er i spil. To unge hingste, der ser særdeles lovende ud, og som Andreas finder interessante på kapacitet og afstamning.

Hopperne, der står for ”skud” i år, er blandt andre det nyeste skud på samlingen af hoppestammer hos Andreas, nemlig hoppen bag AG-linjen. Hoppen for AG-linjen er RDH-hoppen Pink Horse Electrica efter Quaterback/Loudini, der er opdrættet af Pink Horse ved Christina og Steen Søndergård. Electrica har med Josefine Hoffmann i sadlen opnået 80 % og en flot 7. plads i Dansk Ride Forbunds 5-års championat i Billund. Electrica tjener nu som avlshoppe hos Andreas, hvor hun i 2023 skal have et føl efter Feinstar, og efterfølgende insemineres med Blue Hors Bonfilio.

Pink Horse Electrica er sammen med Blue Hors Zack-datteren, Guti Flower RDH, de to nuværende aktive avlshopper i avlen hjemme hos Andreas. Guti Flower har i 2023 fået et hoppeføl efter Monte Carlo, der er blevet fremvist ved både Blue Hors Åbent Hus og Blue Hors Følaften. Hun skal i 2023 insemineres med Glamourville, og Andreas ser allerede nu meget frem til næste års Glamourville/Zack-afkom.

Glamourvilles far har vist hvad den kan, min hoppes far, Zack, har vist hvad han kan – med sådan en stamtavle, kan det ikke blive helt tosset! Og det er dét, at kunne lave sådan en kombination med det nye, der giver mig et ”kick””

Andreas Gregersen

Føllet AG's Shady efter Blue Hors Santiano med sin mor, hoppen Pink Horse Electrica efter Quaterback/Loudini