Avlssæson 2021 på Blue Hors

Avlssæsonen for 2021 er netop i sin spæde opstart, - og Blue Hors hingstekollektionen begynder at tage sin endelige form med flere spændende hingstenyheder som vi glæder os til at udbyde til alle avlere, gamle såvel som nye, i både ind- og udland
Avlssæson 2021 på Blue Hors

Kollektionens nye hingste

I løbet af året er nye spændende hingste kommet til vores allerede stærke samling af dressurhingste. I år kan vi supplere sortimentet med blandt andet en søn efter vores egen Blue Hors Veneziano, ligesom vi også har fået hele to helt specielle Sezuan sønner og en ganske unik søn efter Totilas med i kollektionen. Her er der selvfølgelig tale om de 4 unge drenge; Blue Hors Nixon efter Totilas/Jazz/Rubinstein I, Blue Hors Spectrum efter Sezuan/Sandro Hit/Lanciano, Blue Hors Santiano efter Sezuan/Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro og Blue Hors Valenzo efter Veneziano/Dimaggio/Sandro Hit

 

Valenzo, der er kåret i det tyske oldenburgerforbund, er en topmoderne sportshingst, der fra naturens side er udstyret med en stor, rummelig og fremadgribende galop, der er helt i særklasse. Han er en fornøjelse at arbejde med. Ekstremt samarbejdsvillig, lydhør, præstationsparat og med et bevægelsesmønster, der er helt unikt og med hingstekåringen i Dansk Varmblod lige om hjørnet, ser vi frem til at fremstille ham for kåringskommissionen.

Sezuan-sønnen Santiano er godkendt i KWPN med en bestået hollandsk materialprøve til 87,5 point og en placering som nummer 3 med flere 9-taller og bl.a. 9,5 for galop. Vi forventer os en særdeles interessant sæson med ham, da han er udstationeret i Holland, hvor han repræsenterer noget spændende blod for de hollandske avlere. Udover at skulle fremstilles i Dansk Varmblod lige om lidt, står det også i planerne for Santiano at hans hollandske rytter Renate van Uytert skal starte ham i årets Pavo Cup.

En Sezuan-søn, der kommer til at stå herhjemme for at betjene de danske hopper, er den udtryksfulde Spectrum. Han er kåret i tysk Oldenburg og repræsenterer noget virkelig spændende topblod, der vil kunne komplimentere en bred vifte af hopper i både ind- og udland. Han er en virkelig imponerende hingst med et spændende format og bevægelsesforløb, som vi virkelig glæder os til fremstille i Dansk Varmblod, samt følge udviklingen på sammen med jer.

En hingst som vi er yderst begejstrede for at kunne præsentere, er Nixon. Han er kåret i KWPN og er en hingst, der besidder en positiv arbejdsindstilling, tre særdeles reelle og smidige gangarter med en yderst lovende mekanik, samt et enormt udviklingspotentiale. Han vil blive fremstillet ved Dansk Varmblods hingstekåring 2021 og efterfølgende blive stationeret på Blue Hors, hvor han vil være tilgængelig for de danske avlere.

Præsentation af det gode år 2020

Sportsligt fortsætter vores hingste deres solide stigning op i rækkerne.

Farrell opnåede i efteråret international placering med 74,5% i CDI3* Prix St. Georges ved FEI World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, ligesom han få uger forud stod som vinder af Intermediare I med 77% i Solrød. CDI2*. Farrell har også netop vundet en CDI2* Prix St. Georges i franske Le Mans, hvor han og rytter Nanna S. Merrald red sig ind på en overbevisende førsteplads med 72,794%. Afkomsmæssigt er vi også fortsat meget stolte af Farrell! I februar blev Farrell-sønnen Navarro kåret i KWPN, ligesom sønnen Federer også blev kåret i Hannoveranerforbundet tilbage i november og derefter solgt for 110.000 € på auktion. En anden kåret søn blev solgt for 250.000 € på den Westfaliske auktion. Farrells døtre har også klaret sig særdeles godt. Datteren Fascination var dyreste hest solgt på Oldenburg Special Edition Auktion 2020 for 110.000 €, og både herhjemme og i udlandet har flere døtre gået med i årets præmieringe for 2- og 3 års hopper, hvor der også har befundet sig adskillige Farrell-afkom i finalerne og på skuernes fløjpladser blandt både hingste- og hoppeføllene.

Farrell og Nanna i en CDI3* Prix St. Georges ved FEI World Cup-stævnet på Vilhelmsborg

Zackereys afkom har holdt linjen, og er i år blevet beskrevet som værende ædle, vellinjerede og velfungerede, ligesom flere afkom har befundet sig i følfinalerne og på fløjpladserne til årets skuer. Zackerey selv er kommet under Severo Jurado Lopez’ uddannelsesvinger og de to udgør en lovende ekvipage, og vi ser frem til hvad samarbejdet vil føre med sig. Blandt Zackereys ældste hingsteafkom, er et blevet kåret i hannoveranerforbundet og et andet som præmiehingst i Deutsches Sportspferd, ligesom vi også selv har fået udtaget en Zackerey-søn til årets hingstekåring på Vilhelmsborg i marts.

Blue Hors Fifty Cent, der er rejst hjem i uddannelse hos Nathalie zu Sayn Wittgenstein i Bad Berleburg i Tyskland, havde også et særdeles godt 2020 med flere auktions- og finale-føl, der var med helt fremme. I det spæde forår, vil der også blive fremstillet en søn efter Fifty Cent til Dansk Varmblods hingstekåring, ligesom den første følårgang vil begynde at titte frem som rideheste under sadel, hvoraf vi også selv har flere spændende ungheste på vej.

Zackerey & Severo

Kingston har igen i år, fremvist en spændende 2. årgang af velformede og velgående afkom, hvor blandt andre føllene Kingsize Hardsyssel og Vestermarkens Kenzo deltog ved følskuefinalerne, ligesom Kenzo blev solgt for flotte 35.000 € på auktion. Kingston selv har haft et forrygende udviklingssår under Nanna S. Merrald. Noget de sammen understregede ved årets DRF championatskvalifikation, hvor parret opnåede 95,40 point med bl.a. 9 for skridt, 9,2 for galop, 9,5 for ridelighed og kapacitet og 10 for trav.

St. Schufro,der startede 2020 med en sejr i sin Grand Prix-debut med 74,8 %, har været igennem en længere genoptræningsperiode pga. en skade, men er nu stærkt tilbagevendt og klar til at indtage dressurscenen igen. St. Schufro har også haft et godt år på avlsfronten St. Schufro-følletSacco Rowgik med i finalen for hingsteføl til Dansk Varmblods følskue i region 6, og en søn er blevet kåret og solgt igennem hannoveranerforbundet, imens flere andre af hans ældre afkom har gjort sig bemærket som yderst velfungerende rideheste med bl.a. datteren Sweetnes SRDH, der blev placeret i toppen af Dansk Varmblods Unghestechampionatet og udtaget til det danske UVM-hold.

Kingston & Nanna S. Merrald ved årets DRF Mellemrunde

Udstationerede hingste for avlssæson 2021

I overensstemmelse med de løbende udmeldinger af hingstenes placeringer, der allerede er kommet, bliver placeringen af 2021 kollektionens hingste således at Blue Hors Viconte og Blue Hors Zackerey vil blive opstaldet hos vores tyske samarbejdspartner Hengsthaltung Determann v/Martin Determann. Det vil fortsat være muligt at bestille kølesæd fra de udstationerede hingste hos Determann, – og står din hoppe opstaldet på Blue Hors, står vi for transportomkostningerne på sædforsendelsen, ligesom der også er gratis afhentning af sæd på Blue Hors fra alle Blue Hors-hingstene dagen efter sædbestillingen er lagt.

Blue Hors Santiano i Holland

Blue Hors Santiano kommer til at skulle betjene de hollandske hopper igennem vores udvidede samarbejde med Hengstenstation Van Uytert v/ Joop van Uytert, der også kommer til at udvide deres sortiment med resten af Blue Hors’ hingstekollektion. Et samarbejde vi er yderst begejstrede for, og vi forventer at kunne præsentere de hollandske avlere for nyt og spændende dressurblod. For Santiano gælder det ligesom med Zackerey og Viconte, at vi tilbyder at forestå transportomkostninger for sædforsendelsen fra Holland til Blue Hors, hvis du er interesseret i at bestille sæd fra Santiano til din hoppe i Danmark.

Vi og vores stab af yderst kompetente medarbejdere og samarbejdspartnere glæder os til at præsentere årets hingstekollektion for jer på lørdag d. 13. marts 2021 via www.bluehors.com og ClipMyHorse, ligesom vi også, på trods af corona-restriktioner og stævne-nedlukninger, ser frem til at tage imod jer og jeres hopper og håber på at vi sammen kan være fælles om at gøre 2021 til endnu et fremragende avlsår!